Jeg fastholder der må være en højere mening...
Nogengange er det underligt som livet former sig... Nogengange bliver ting til det modsatte af det man forestillede sig at de var... Jeg fastholder at der må være en højere mening... Jeg er ikke i tvivl om at universet har styr på hvad der foregår og hvorfor...
Gennemskue det kan jeg ikke. Og det gør heller ikke noget. Jeg følger min impulser til handling når de er der- og slipper igen... indtil næste impuls... Vi kan alligevel ikke "regne den ud".
Jeg har deltaget i et projekt som skulle give 14 kvinder en tydelig stemme gennem det skrevne ord. Vores tekster skulle udgives som en bog d. 8/3 - et bevidst valg at det skulle være netop den dag. “Med Egne Ord” hedder både projekt og bog. Vi forfattere til teksterne er blevet mødt med stor kærlighed og respekt. Mange af os har været en blanding af begejstrede og bange. Det var følsomme, sårbare ting vi forsøgte at berette om. Ville nogen rette og ændre i vores tekster inden de kunne blive en rigtig bog værdig? Spørgsmålet blev stillet mange gange undervejs. Svaret var entydigt: “Intet vil blive ændret i jeres tekster uden at i bliver “taget i ed”.
Vi fik hver tildelt en personlig redaktør. Min var projektlederen. Med stor respekt for “Mine Egne Ord” redigerede vi sammen min tekst fra feb-apr 2017. Der blev ikke foretaget væsentlige ændringer. Jeg var tryg, tilfreds og ofte berørt over den respekt vi blev vist. Måneder senere fik jeg på messenger forslag til små formulerings ændringer i to eller tre forskellige sætninger - fra en anden af projektholderne. Vi blev hurtigt enige. Jeg tænkte redaktørerne for en sikkerheds skyld krydstjekkede vores tekster med hinanden for at imødegå at den enkelte redaktør skulle stirre sig blind på de, dem tildelte, tekster.
Nu efter tryk - viser det sig at der er et hav af ændringer i mine tekster. En voldsomt gennemgribende redigering blev åbenbart foretaget - efter at grafikeren havde sat teksterne op - lige før tryk - uden min godkendelse.
Teksten udtrykker mange steder ikke længere det den skulle. Det er grænseoverskridende, voldsomt, traumatiserende at opleve en sådan ko-vending. Projektlederen beklager, undskylder, forklarer i en lind strøm ‘med sine egne ord’ - “begræder” siger hun ligefrem også at hun gør. Jeg er ikke i tvivl om hendes oprigtighed.
Hun kalder det et “overgreb” de har begået på mig ved at ændre min tekst og trykke den, uden min godkendelse af ændringerne. Det er præcis hvad det er. Et overgreb.
Bogen udgives ved en festlig fejring af kvinderne der har bidraget med deres hjerteblod. Jeg mærker kvælningsfornemmelse når jeg tænker på min tekst der “Med Egne Ord” nænsomt beskriver ting fra mit dyb som er sande, særligt sårbare og sarte. Nu cirkulerer den i en version hvor det jeg har skrevet er forandret, forvrænget, fordrejet, forkert og “Med Andres Ord”.
Først fik jeg næsten ondt af projektlederen i hendes uendelige klagesang.
Nu har jeg rejst mig op. Jeg står op for mig selv.
De skriver de vil sværte mit fulde navn i indholdsfortegnelsen med en dymo-dims. Bum! Måske tænker de så at teksten ikke mere er min. Det har de for så vidt ret i. Omvendt er der trods alt så mange lighedspunkter at man må sige den ændrede version er tyvstjålet fra min oprindelige. Det er ikke nogen nem sag.
Min forandrede, forvanskede, fordrejede usande tekst om de mest sarte, sorte og sårbare ting fra mit liv - er allerede begyndt at cirkulere i det offentlige rum og sprede sig som ringe i vandet til de forhåbentlig rigtig mange der vil læse den fine bog “Med Egne Ord” - som jeg oprigtigt håber vil være til stor glæde og gavn for de øvrige 13 forfattere og alle der læser...
Det vigtige er at jeg står op for mig selv og for sandheden. Jeg lader mig ikke kvæle. “Overgrebet” skal stoppes. Bum! Hvordan ved jeg ikke - men jeg prøver at gøre det som giver mig fred og som er sandt og ægte for mig... Så må universet orkestrere resten...
Pas på kulden idag. Der hvor det blæser er der virkelig, virkelig koldt.