top of page

Afmagt !


Jeg har mistet modet til at tage mig selv alvorligt i det rum, jeg har mistet mine rettigheder... Jeg har det ikke så godt mere... Efter sidst. Det var rigtig skidt for mig det der skete. Hoved arbejde. Ring til alle mulige hvis du drømmer og er bange. Fint, sådan fungerer det bare ikke. Da det blev nemmere at komme end at gå, skrev du at du kunne lære mig at gå ind og gå ud igen.. Hvornår gør du det ? Har du droppet det ? Nå ja, jeg kan godt. Men hvad kan jeg ikke ? Jeg kan næsten tilpasse mig hva som helst. Jeg begynder bare at tænke når jeg er kommet, på hvordan jeg kommer ud om lidt når du siger vi skal til at runde af. A. Sige alt er ok. B. Vente et øjeblik så du ikke opdager at jeg er blevet til en robot. C. Tage mine støvler på. D. Sige der ikke er noget jeg har brug for at afslutte eller snakke om. E. Rejse mig op og tilbagelægge afstanden mellem stolen og døren. F. Mærke om jeg er i himlen eller i helvede når jeg er gået ud. Hvor svært kan det være? Jeg har lært mig selv det. Det hele er løgn, men det fungerer. Jeg tror jeg er ved at kvæle mig selv langsomt. Jeg ved ikke hvornår det er sket. Hvornår jeg er begyndt at kvæle mig selv.... Måske da jeg fejlede - da jeg rakte min døde hånd ud i et forsøg på at modtage varme fra dine hænder. Det er som om der kun er et skud i bøssen. 1 gang kan jeg overrumple mig selv og bryde sammen - da jeg reagerede, - da jeg fortalte om ulykken, - det kom bag på mig selv og jeg kunne græde en forløsende gråd - og blive holdt om. Det har været uopnåeligt siden mit system opdagede at det var opnåeligt. Jeg holder fast i ikke at give slip.. det foregår automatisk. Da du rakte din hånd ud første gang og jeg kunne modtage varme, retten t at hvile et øjeblik i hjælpeløsheden mens en anden holdt verden på afstand ..., 1 skud - siden tog angsten over, anspændtheden for om det igen vil lykkes at få lov at opleve det øjebliks varme, den uopnåelige tilstand af at slippe et kort øjeblik og falde ind i hjælpeløsheden uden at gå i opløsning.. Som alt i mig skriger efter - der var 1 skud - det er affyret.. Kontrollen, jeg vil ikke, men det er det der sker.. Jeg kan ikke bryde igennem ind til alt det der så gerne vil ud i det rum hos dig, - hvor der er plads. Jeg står derinde bag skudsikkert lydtæt glas og hamrer mine knytnæver til blods - men glasset er for tykt... Ingen hører mig.. Jeg kan ikke høre mig selv. Måske er min evige tvivl på om der er plads t mig i virkeligheden min egen angst for aldrig at kunne få smadret det glas, uden at skære pulsåren over og dø i forsøget... Jeg blir heller ikke "fjern" mere... Nu ved jeg at det ikke vil lykkes mig at række min hånd ud t den hånd der sidst fulgte mig ud igen.... Så når sindet begynder på den nedstigning, som på en måde er go fordi den er sand... Så trækker jeg mig selv ud, flytter blikket og ser på dig, så du ikke opdager at det var det der var ved at ske... Jeg har taget løgnen om mig selv med ind i rummet hvor sandheden ellers havde reserveret plads... Jeg har ikke vidst alt det her, men jeg ved det nu. Jeg er ved at gå til grunde i mit eget lort, fordi du ikke svarer på min mail. Jeg er sygelig. Fatter jeg ikke der er andre der har brug for dig end mig ? Jeg er blevet forvendt med at du svarer mig når jeg skriver... Måske sender jeg det her også... Gør jeg det - gir det et øjebliks ro over at høre mine bare fødder løbe af stierne mod lyset udenfor den mørke skov.. Inden længe vender jeg om og begynder at løbe ind igen ind imellem træerne, af frygt for at ingen vil være der til at tage mig i hånden det sidste stykke ud af skoven... Jeg kan ikke komme forbi krybet der lever i udkanten selv.. Måske skal jeg overleve til næste gang. Lade dig få fred for alt det der vælter rundt i mig... Overleve og tage ansvar for at jeg er ved at drukne mig selv i mit eget lort.


bottom of page