top of page

Vrede !



1910378_1183517222361_6250628_n_edited.jpg

Jeg rejser mig og ser til ilden i brændekomfuret. Jeg er vred. Han sidder der og kloger i mig. Åbner til alt muligt. Måske åbner jeg selv til alt muligt, eller passer på ikke at åbne, - og han kan ikke følge med, gennemskue hvad der foregår. Måske forlader jeg mig på ham som ekspert i mig. Måske skal jeg være min egen ekspert i mig selv. Jeg tilpasser mig. Har jeg mistet mig selv og bliver afhængig af at han rummer det hele ? Hvis jeg siger det her, vil han så sige: “Det reagerer jeg ikke på fordi det har jeg prøvet så tit i den slags intensive forløb?” Fuck ! Jeg er ikke et intensivt forløb der har forudbestemte reaktioner som psykologer ikke reagerer på fordi de er så fandens kloge oppe i deres store hoveder. Når psykologer holder op med at reagere, skulle de måske løbe en tur ud i de store skove, kende ensomheden. Være alene med sig selv og ikke gemme sig bag alle dem de sidder og kloger i. Jeg er mig. Lena. En ulveunge der voksede op blandt mennesker, men ikke forstod deres sprog. Deres handlinger. Jeg løber stadig om i de store skove. Jeg lader bare som om jeg er her. Jeg tilpasser mig på de ydre planer. Sådan overlevede jeg hertil. Der er mørkt her, og koldt. Jeg forsøger at lukke dig ind i mine store skove. Du kan ikke se skoven for bare træer og alle dine tanker og alt det du ved at du ved. Jeg er vild. Du er ikke vild nok. Måske kan jeg ikke tæmmes. Måske vil du hente mig ud af skovens mørke. Jeg holder af lyset. Der er ensomt i de store skove når man ligner et menneske, når man ikke forstår hvad træerne hvisker. Jeg fryser. Jeg har levet her længe. Måske vil jeg gerne følges ud. Måske kan du ikke hente mig ud. Måske fører mine stier, som jeg har trådt med mine egne bare fødder, mig igen og igen længere ind i skoven. Ind hvor du ikke er vild nok til at komme...

bottom of page