top of page

Siden sidst i store træk...

Der har været stille på bloggen en rum tid.

10 dage efter mit sidste indlæg i april 23, om fredsduen og den lille gråspurv, styrtede min søn på sin MTB og brækkede ryggen hhv nakken tre steder. Han er vel igennem. Oprejst og ved sine fulde fem. Taknemmeligheden har ingen ende.

I oktober 23 blev ældste-pigen rendt ned af en panisk hest og fik sit ene knæ molestreret voldsomt. Den gamle bonde og den kærlige mor i mig trådte til i stald og husholdning gennem vinteren 23.

Så var der ikke mere landbrugsmedhjælper tilbage i de gamle knæ.

I foråret 24 solgte jeg mit danske hus (troede jeg) og belavede mig på at flytte i tinyhouse. Køber sprang fra i sidste time og jeg stod med håret i postkassen og en regning på 17.000 til advokaten (bla på grund af alle de ændringer "ikke-køber" ønskede i købsaftalen).

Det var en kolbøtte som krævede sin kvinde - en sommer uden kajakeventyr på ben der knap kunne bære.

Vineteren 24 blev med stillesidning og knætræning. En ganske og helt og aldeles ny situation for et ellers aktivt menneske.

Alt er efter.hånden betalt og et nyt år 2025 har taget sin begyndelse.

Begyndelsen på året blev slutningen på en kær og nær vens liv. Jeg forsøger at forstå i flere omgange at han ikke er her mere. Jeg mærker at han altid vil være med mig i mit hjerte.

Jeg er landet i det spanske. I dag bragede solen igennem på sin særlige spanske måde.

NU går slutspurten ind i Casa Luna....

Noget helt nyt skal ske for det smukke gamle hus.

Et lille badeværelse er under opførsel.

Meget har Casa Luna rummet i sine mange år som hus i landsbyen...

Familier, børn, kvæg, får - høns og kaniner i patioen, frisørsalon ved ildstedet i køkkenet, en fårehyrde med syv smukke døtre - men et badeværelse - ALDRIG !


Jeg arbejder på sagen og grundet knæ-forstyrrelser regner jeg med at involvere en murer som arbejder med cement.

Mon ikke det går med alle de tons af jord og ler og sten jeg har brudt ned, båret rundt og klasket op gennem de sidste tyve år.... Jeg tror det!


Foto: Baño1

Kommentare


Få besked på mail om nye indlæg

Tak for din indsendelse!

bottom of page