Marokko

På vej hjem

På vej ind i år 2020

På vej til en anden verden

På vej til et nyt liv

Det slår mig når jeg rammer London Heathrow at mine valgmuligheder bliver indskrænket nu hvor jeg har forladt Marokko - hvor jeg (indtil nu) har tilbragt det meste af året 2020.


Jeg ankom d. 1/1 kl 23 til Fés og har siden rejst med min katalansk/marrokanske familie videre til Marrakech og videre til Essagouida og tilbage til Marrakech igår.


Det slår mig her i lufthavnen, hvor få valgmuligheder jeg har, her hvor alt skulle forestille at være så rigt og civiliseret!

Solbriller, parfume, chokolade, dyre tasker og tøj, hermetisk indpakkede sandwich, sodavand, vand, kaffe, kage, peanuts og proteinbar. Det er stort set hvad der er - ikke kun i Heathrow men i alverdens af de lufthavne jeg er strømmet igennem indtil nu (lige undtaget dem hvor der ikke er andet en terminal, baner, folk og fly)

Det hele er ens, maskinfabrikeret-produceret, indvejet, strømlinet, gennem-behandlet, afmålt, skannet, blandet, udvejet, indpakket, wrappet, kontrolleret, mærket, registreret og på det nærmeste helt-halvt-dødt, selv længe før sidste salgsdato...


Åhh det er en voldsom forskelsforandring fra Marokkos medinaer, de smalle gader og alle de håndproducerede, unikke, omhyggeligt dekorerede, aldrig registrerede tusinde millioner ting med flere. Og maden og farverne - grønt i bunker og stabler, frugt i kasser og bjerge, fisk hvor friskheden kendes på duften og ikke på stanken (hvor svært kan det være?) - bønner i sække og bøtter, krydderier i stærke farver i tønder og pyramider, urter der dufter vidt og bredt, friske, tørrede, hængende eller liggende, billedrammer af bildæk, kød fra kameler hvor datomærkningen er hovedet af kamelen der er hængt op udenfor slagterens forretning!

Mangfoldigheden af muligheder...


Køb alt hvad du har brug for, for penge der rækker - og bland, bag, steg, bras eller kog det selv i din egen- eller en milliard andre varianter i potter og pander og fade og gryder du vælger i præcis den størrelse, farve, facon og facet du kan li.


Og ved du hvad?


I Marokko spiser vi sammen-sammen, af samme fad og det og den marrokanske mad føles og smager fantastisk.


Jeg har selv købt to fade med hjem. Et hånddekoreret keramisk og et af valnøddetræ håndformet, slebet og ellers helt råt og uden behandling - der var ikke to der var ens.

Prisen på fadene var hhv 18 og 15 dirham... altså da min sjælebrors marrokanske kone forhandlede på arabisk - ellers er prisen en anden...


Når vi skulle indlogere os eller kapre en taxi gemte vi katalansk/danske mennesker os lidt henne af gaden, til prisen var på plads og så kom vi frem og sov eller kørte til indfødte priser...


Mine ord dækker kun lidt af den eksotiske, ægte, duftende, fortryllende, fantastiske rejse som har fyldt hele mit nye år indtil nu.


Jeg vender hjem som en anden end hende der rejste ud...

Ikke længere så indretsom, strømlinet, kontrolleret, indpakket - men mere farverig, ægte, autentiske mig, med en flig af Marokko i hjertet som aldrig forsvinder...


Og jeg kommer tilbage!

Det var ikke sidste gang vi delte en tangia* i Marrakech...


Marokko is for real!


Nu letter flyet snart fra London og rejsen tager sin slutning med et komme hjem ritual...

En hotdog med det hele i pølsevognen i Billund sammen med svigersøn når han dukker op.


Ritualer er vigtige


Tangia* - Lammegryde (medianen i Marrakech) kogt i lerkrukke med papirlåg i 5 timer...

Lov mig, forlad ikke verden før du har smagt den...