Livgivende ingenting

LIVGIVENDE INGENTING

Jeg sætter mig i patioen.

Og lukker øjnene.

Her er ikke en lyd.

Det er så livgivende.

Det er som om tiden står stille.

Det er som om stilheden gemmer lyden af alle de mange liv der er levet her, de sidste mange hundrede år.

En lille landsby med hårdtarbejdende indbyggere på markerne, på vej til bækken efter vand, på vej op i- eller ned fra bjergene med fåreflokke. Æslerne der gik i ring og drev tærskeværket når kornet var høstet med håndsegl, kvinderne ved vaskepladsen ved bækken, duften af røg fra ildstederne…

Er det på grund af stilheden og fordi så meget er uforandret - at forfædrene og formødrene stadig lever her?

Når de gamle ikke kan mere bliver nogen af husene delt op i det antal voksne børn med familier, der følger efter.

De vil også være her når de kan. Og de vil kunne være her alle, på en gang.

Jeg forstår godt alle vil ha del i lagkagen, stilheden, bjergluften, deres aner, der bevæger sig lydløst rundt i landsbyen, gennem alt det de skabte her på deres lille plet under bjergene over floden.

At tænke sig - jeg har min egen lille plet her.

Fremmede mig…

Tænk at jeg har fået lov at samle stumperne af en ruin til et hus - lige netop her midt i den helbredende stilhed.

Til sommer kommer mine foreløbige efterkommere…

Børn og børnebørn, og fejrer med mig - at ruinen gik hen og blev til et hus - gennem tyve år med håndens arbejde - og jeg selv, helt ubemærket imens blev til en halvgammel kvinde - med fuerza og ferocidad….

Stilheden bliver brudt af en fugls vingeslag hen over havemuren, en hund der gør og fugle der begynder at kvidre…

Stilheden er fuld af kærlighed.

Stilheden er helbredende.

Kom en dag og lyt med!

Der er vitterlig ingenting at høre.