Facader der falder

For at finde ind til din egen oprindelige naturlige skønhed må du først turde rumme alt hvad der er - alt hvad du er... alt det der, under overfladen, sidder som små skygger og linjer i dit væsen, din krop og dit ansigt og skaber forbehold.

Forbehold der forhindrer dig i at være fuldt og helt dig.

Når vi blir frataget modet til at være helt os selv, blir vi påduttet forestillinger om hvem vi så burde være, hvad vi så burde mene, tænke, føle, tro og stå for - for at blive anerkendt accepteret og elsket. Først af vores forældre der måske havde en forestilling om hvilken slags barn de gerne ville ha' og hvordan det helst skulle opføre sig og være - og hvilke af deres egne tabte drømme det helst skulle leve og leve op til.

Senere af onkler og tanter, institutioner, kammerater og kærester, verden og vennegrupper, hele den pukkelryggede familie i hvilken du vokser op og samfundsordenen som helhed. Alt det du tror du skal leve op til, for at være den forestilling dine forældre, og nu også du selv, har om dig selv.

For at finde ind til dig som du er, må du turde lade parader og facader falde, turde mærke dine egne behov, følelser og fornemmelser og ikke hverken de andres eller deres overbevisninger om hvem du er og hvad de forventer af dig.

Evner du ikke selv at lade facaden falde er der nogengange livet hjælper på vej med sine omhyggeligt tilrettelagte tilfældige hændelser, begivenheder og omstændigheder i livet - som rammer, så facaden pludselig revner, falder eller langsomt og glidende begynder at krakelere..

Skræmmende kan det synes når facaden - vores ydre udtryk (den vi selv og de andre tror vi er - eller vi tror, de tror vi er) knækker og brækker... Yderst skræmmende, turbulent og generende...

Kæmper vi imod, kan det ende i evig krig mod den virkelighed som banker på og blir' ved... en krig som er tabt på forhånd fordi væsner som sandheden bare “er” og aldrig forgår men blir' ved med at stå der og stå der, rank og tålmodig, under alt det vi forsøger at klamre os til.

Forstår vi det ikke og glemmer at slippe, blir' sindet efterhånden så tungt at bære at vi kan ende med at skuden synker ned i det sorte dyb, som lægen måske vil diagnosticere med et opfundet ord eller to.

Gir' vi slip på alle vores selvskabte tanker, andres og egne ønsker, forestillinger, konstruerede klausuler, roller og spil... krakelerer facaden, tæppet falder og vi må stå der helt nøgne og sande og se hvad der blir' tilbage - og først føle os tabte og som ingen somhelst...

Tør vi stå der som ingen som helst - og blive stående bare er øjeblik, bange, nøgne, sårbare og skrøbelige - vil vi plusli' mærke den inderste kærne, vores eget oprindelige - næres, varmes og vokse sig ud gennem lag på lag og til sidst nå ud til den krakelerede, sprukne og revnede eller faldne facade og gennemstrømme det yderste udtryk med liv - og den dybe, varme naturlige skønhed som stråler ud fra dit egen inderste oprindelige ægte og sande, kommer tilsyne.

I det øjeblik falder den frygt som fik hele den gamle forestilling om dig selv - og dig selv i forhold til andre og verden - til at klistre på, hænge sammen, holde ved og danne den gamle facade ... Ja, den frygt som var det lim og den klister der gennemsyrede dit liv og forhindrede dig i handlinger og holdninger som er dine og de rette for dig - falder væk.

Du står der som "ingen" - og hvad står tilbage?

Kærlighed. Kærlighed til dig og dit mod til at være helt dig selv.

Kærlighed til det enkle sande, nu synlige, inderste dybeste oprindelige dig.

Kærlighed til verden omkring dig fordi den ikke længere er en skræmmende størrelse som forlanger alt muligt for at få dig til at passe ind i sig - og din egen forestilling om hvordan.

Men nu bare er en størrelse du kan stå i, som dig, i al dens grufulde mangfoldige skønhed som menneske skaber af lys og af mørke.

Mørke fordi de ikke tror de må være sig selv men lader sig fange i frygtsomme forestillinger, retningslinjer, regler, grådighed, magt, penge og pres, metoder med meget mere...

Lys fordi menneskers inderste oprindelige dybeste sandeste smukkeste kerne er kærlighed kærlighed og mere kærlighed og mørket blot er blokeret lys.

Lys blokeret af frygt.

Vær dig selv fra idag. Vær dig selv i din kærlighed til det og til dig.

Ka' du li' mit syn på facader så del det der hvor vi mere dyrker dem - og ikke det sande udtryk. Del det der hvor mange reagerer med parader sat op for hinanden og verden - og ikke de ønsker for andre og verden som sjælen, der kender og elsker sig selv, altid vil.