Duen og gråspurven…

Jeg har malet en "paloma de paz" - en fredsdue - på den fem meter høje væg i stuen.

Om formiddagen, når solen skinner ind gennem flaskerne over vinduet, vandrer regnbuestriber hen over billedet af den store due der kommer med fred til kloden.

I tre dage har en lille gråspurve-han siddet på karmen og gloet ind på fru fredsdue.

Han drejer på hovedet, prikker på vinduet med næbbet og kigger og kigger, time efter time.

Jeg tænker efterhånden: “Mon han overhovedet får vådt eller tørt?” - og tar lidt havregryn og hørfrø med op i patioen.

Han letter modvilligt og flyver op på muren, når jeg kommer ud i haven, men straks er han tilbage på sin plads, ret overfor duen…

Hvad gør jeg?

Er han dødeligt forelsket? - eller drømmer han om - trods sin ringe størrelse - at deltage i fredsmissionen?

I formiddag kom hans lille gråspurvekone og kikkede med. Jeg tror heller ikke hun forstår hvorfor hans liv udspiller sig der i vindueskarmen alle døgnets lyse timer.

Hvad gør jeg?

Gir ham mad og vand?

Eller lader være at gribe ind i "naturens gang"?

Jeg er trods alt kunstneren bag værket der optager ham… hvis altså det er det, det gør?

Men hvad når jeg rejser nordpå igen?

Og kan hans kone bygge rede selv i hullerne i stenmuren og passe ungerne, mens han sidder der og vil ind gennem glasset…?

Skal jeg kalke due og klode over så begge dele forsvinder ind i væggen igen, med samt hele fredsmissionen?

Jeg vil nødig finde et lille indtørret gråspurve-skellet i vindueskarmen - af den lille gråspurvehan - som gik i døden for sin fredspassion - eller tørrede ind af ulykkelig kærlighed til kunstnerens streg…. , når jeg kommer igen til september… 🙁🙈

What to do? ❣️🕊️