Det smukkeste juletræ

Min sjælebror, catalaneren, er blevet 50.

Det klær ham godt, det vise menneske.

Jeg skrev til ham: "Godt det ikke kun er mig der er ved at blive gammel…"

Han svarede: "Det føles retfærdigt…"

Jeg gik tur til fjorden. Jeg så et kæmpestort flot juletræ stå midt i skoven, godt nok uden lys på… Det fik mig til at tænke på da han, min sjælebror, var på vinterrejse og havde ramt Sardinien lige før juleaften.

Han rejste med få penge og havde været heldig at stjæle to porrer i en have om natten.

De kunne koges til et lille festmåltid.

Han flottede sig juleaftensdag og købte en karton billig rødvin.

Da mørket begyndte at falde på, gik han ud af byen.

Der var lys i husene, og folk hyggede sig. Han bar den indvendig.

Han kom ned på stranden, tændte bål, kogte porrer og drak sin rødvin…

Så var det jul.

Han rejste sig op, gik ud i bølgerne og travede frem og tilbage, mens han sang de danske julesange…

De danske, fordi han hver sommer opholdt sig i Danmark, og arbejdede på det samme lille økologiske gartneri som jeg selv… Og fordi Hasse og Aja, gartnerens børn, havde lært ham at tale og synge på dansk.

Da julesangen var bragt til ende, var han træt. Han lagde sig under et fyrretræ og lukkede øjnene.

Da han åbnede dem igen, så han det smukkeste juletræ han nogensinde havde set.

Himlen havde tændt sine stjernelys på træet…

Denne og mange andre oplevelser kom han “hjem” med hvert forår, ligesom Mumrikken i Mumitroldene.

Min sjælebror, catalaneren, berettede om sine vinter-eventyr når vi høstede hvidløg med grøn top i drivhusene, bundtede krydderuret eller pakkede bilen til torvet…

Den gang var han en ung mand, rejst ud fra sin hjemø Mallorca…

Nu er han blevet 50.

Godt det ikke kun er mig der er ved at blive gammel.

Men hyggeligt er det….

At blive gammel.