CasaLuna - At synkronisere...

Nu begynder min sjæl at slippe det danske... ti dage endnu og jeg står midt i min spanske drøm.

Jeg glæder mig til igen at synkronisere med solen, folkene i landsbyen og mit lille hus. Por fin.

Mon den lille serpiente er flyttet ind igen, og blevet to meter lang?

Har svalerne bygget reder på alle deres gamle pladser hvorfra de var blevet forvist, efter 45 år med frit slaw?

Har musene spist min dyne?

Er de rå og nylagte gipsgulve dekorerede med svalernes ekskrement-bunker?

Er den smukke røde farve på væggen, som jeg malede med filtreret jord fra en rabat i Soria, stadig lige rød?

Har Ludi det godt? Hun er blevet 80.

Hvordan med min gamle nabo? Cykler han stadig ned til floden og passer sin urtehave?

Åhhh nu husker jeg smagen af de grønne blommer han plejer at sætte udenfor min dør i sensommeren...

Dem skulle du komme og smage.

Min sjælebror Katalaneren, er hans skæg blevet gråt? Det sker jo for os modne mennesker at hårpragten skifter farve.

Mon Thomàs har gang i sine grøntsager på bjergsiden?

Og den lille ged "Golondrina" fik hun kid nu i foråret? - da mandeltræerne blomstrede?

Den gamle vovse Ron er død. Han var gigtplaget da jeg var der sidst for næsten tre år siden, men livede op når vi gik ned til floden. Jeg er blevet fortalt at han "løb" op i bjergene, for aldrig at vende tilbage... da det var tid at forlade den gamle hundekrop.

Glæden risler i min sjæl, mens jeg ordner min have, skaffer et lager af foder til dyrene som bliver hjemme, pakker en kasse og sender i forvejen, planlægger hvem der kan sende bøger afsted, hvis nogen skulle-ville ha' en delfin-bog mens jeg er væk...

Jeg glæder mig til at rejse ud - endelig igen - og komme hjem - altså derude... for derude er også "Hjem".

Når jeg har været der-hjemme i landsbyen en tid, så glæder jeg mig til at komme hjem igen - altså her-hjem, og se alle de små langbenede, som får endu længere ben mens mormor er på rejse...