CasaLuna - at bygge et hus med sine hænder...

Det regner.

Efter at landsbyen i påsken var fuld af liv, er her musestille igen.

Jeg gik op for at gå en lillebitte tur med vovsen i formiddag.

Jeg mødte ikke et øje.

Er her mon slet ingen overhovedet?

Det er 'klaske mudder' dag. Overhåndskast.

Klask - sprøjt !

Men det er virkelig den nemmeste måde jeg kender på at komme igang med at reparere en ujævn væg...

Så jeg klasker løs.

Det er som om huset begynder at hænge sammen...

Der er stadig masser af arbejde ligegyldigt hvor man vender sig hen, men nu ved jeg på en måde hvad der skal laves hvor og hvordan. Step by step.

Jeg opdager efterhånden som det skrider frem at mange af de opgaver som virkede helt uoverkommeligt uoverskueligt store og som jeg troede jeg skulle have hjælp til... kan jeg lave selv. Bare jeg deler hver af dem op i en millliard små dele - og går igang med mit lille bitte værktøj...

Mit lille bitte pudsebræt, min lillebitte hammer, min lillebitte murske, min lillebitte spand... er det foretrukne. Så styrkes kroppen istedet for at lide overlast.

Det er som om jeg selv begynder at hænge sammen...

Jeg føler en stabilitet og ro indeni som er blevet til en stationær harmoni mens jeg har været hernede.

Jeg plejer ikke at kunne fastholde den slags ret længe ad gangen.

Nu regner jeg med tilstanden rejser med mig hjem til Dk først i maj.

Måske skulle man altid bare give sig til at bygge et hus med sine hænder når man føler at man selv eller livet er faldet fra hinanden...

På billedet ser du landsbyen helt ude til højre nedenfor de bløde bjerge for enden af de grønne marker... lillebitte... når man ser den fra oven - som er længere oppe fra bjergene ovenfor.

Det hele er ikke så fladt som det ser ud på et foto...

Du må komme en dag, så går vi derop for oven og kikker ned.

Her er så smukt.