CasaLuna - svalerne bygger lissom mig


Jeg så dem godt, eller især hørte jeg dem… de sad på en bjælke oppe under taget og knævrede…

Det lød som om de i sin tid var kommet til verden i en af de reder der forlængst er pillet ned.

De pippede ivrigt med genkendelsens glæde…

Jeg sagde faktisk til dem - højt: "I skal ikke finde på at bygge rede herinde…"

"Når jeg tager afsted lukker jeg huset igen…"

Jeg hørte mig selv tilføje: "...eller - jeg kan jo blive nødt til at lade det stå åbent hvis i gør det alligevel…"

Jeg tror sku de bygger om natten...Jeg ser ikke noget til dem… men pludselig igår fik jeg øje på to færdige svalereder oppe under taget… lige udfor hvor de to sad og knævrede…

Det er samme byggeteknik som mit udhæng i køkkenet…

Har den ene mere lov til at lave udhæng i det gamle hus end den anden?

Jeg ved det ikke.

Svalerne har holdt til her i generationer tilbage til længe før jeg så dagens lys.

Da jeg købte huset for 16 år siden havde det stået tomt i 40 år… altså tomt for mennesker… Ikke for svaler.

Der var et utal af reder og unger hvert år - indtil taget og den mur der næsten var faldet sammen blev fornyet og jeg lukkede huset af…

Nu er de der igen…

De må nok ha' lov en sidste sæson at nyde CasaLuna som fødehjem for deres små.

Når jeg reparerer facaden må jeg mure nogen udhæng de kan hænge rederne på - til gengæld for at jeg lukker hulleren i deres hjem gennem generationer og flytter ind selv…

Jeg murer og murer. Del 2 til stilladset er ankommet. Mureren sagde lørdag morgen at han ville komme med det kl 11... Jeg blev i huset til kl 15.30 - og satte et skilt til ham udenfor… om han godt ville bære delene op og samle dem med de andre. Det kunne jeg ikke alene.

Næste morgen stod det fixt og færdigt på første sal og nu kan jeg så bare gå igang med at spande mudder op og reparere den høje væg fra helt oppe under taget og ned... Jeg er begyndt idag. Jeg blir'go' til at kravle.

Først op på de to bukke med brædder - så op på en sodavandskasse som står på bukkene og så op ad stigen på stilladset…

Svalerne... de flyver bare med mudderet i næbbet - ingen stilladser.

Jeg må kravle og stavle med mudderet i spande... Jeg tænker mig om hele tiden - hvor jeg træder, hvordan jeg kravler, om mine handsker er våde og glatte… etc etc… Jeg er skarp og bevidst. Det må man være på den slags stilladser i den slags huse med den slags mudderspande…

Min jord-si er fantastisk. Nu har jeg lavet en pudsejords-fabrik. Sien ovenpå en sodavandskasse. Trillebøren ved siden af til at læsse de små fra-siede sten over i… så vokser bunken med pudsejord til alle de rå-byggede vægge som venter sultent på den sidste finish…

Du får en række billeder - jordfarver… Men smukt er det… Og ubegribelig bæredygtigt. Jeg fatter ikke hvorfor man begyndte at bygge huse af alt mulig andet end jord…

Hvis det jeg bygger nu falder sammen om 200 år eller mere… så kan mine tip tip tip oldebørn jo bygge huset på deres egen måde men af det samme som jeg bygger af nu og som dem der byggede huset for 200 år siden byggede det af…