CasaLuna - at sende "signaler"...



Stilladset lå udenfor CasaLunas dør til morgen. Mureren havde været med det kl 21.30.

Han har så travlt så travlt…

Her arbejder man fra kl 9-14, spiser og holder siesta fra 14-16 og arbejder igen fra 16-21.

Kl 22 spiser man aftensmad.

De ved godt jeg har en anden “horario” (“køreplan”)... som de siger.

Jeg har ikke fixet stilladset. Det er høvleme huleme tungt at få op ad trappen. Las chapas (dem man går og står på) er 3 meter lange og af jern... og jeg kan ikke finde ud af hvordan man forlænger benene…

Jeg kalder på mureren imorgen... det sagde han jeg skulle hvis jeg (den stærke dansker /K) ikke kunne rejse det selv... Og det kan hun ikke... Og det behøver hun heller ikke at kunne…

(råber jeg mig selv ind i øret for at overdøve en indre stemme der plejer og prøver at sige noget andet)

Jeg ér ved at lære det. Ingen pres. Little by little.

Men det første tons brokker var kørt væk inden jeg havde været her en uge!

Det er sku' ikke noget klogt ‘signal at sende’.

Men nu er det sådan at jeg ikke har forstand på det med at “sende signaler”…

Politikerne snakker om det hele tiden...

Men de kommer så heller aldrig videre…

Jeg trives bedst med det enkle - ord og handling i harmoni med hinanden.

Jeg kørte med til byen igår - så nu er der mad i alle farver og to nye stykker værktøj. En sav og en lille hammer der kan bruges til murværk. Jeg kan låne mig frem til det hele. Nu samler jeg et lille 'eget' grundsæt til CasaLuna.