CasaLuna - solens insisterende stråler



kl 7.00 - Jeg kom til Madrid igår, tog toget videre.

Står nu ved et åbent vindue på 8. sal i en lejlighed i Valladolid som jeg ramte sent i aftes.

Fernando hentede mig på banegården. Ludi serverede af sin tortilla de patata og jeg gik til ro i den sædvanlige store seng som står der og venter på min gennemrejse ned og hjem - eller hjem og hjem :-)

kl 15.00 - Ankommet til landsbyen med den lille 13 personers bus som har køreplan til og fra byen tirsdag og torsdag.

Solen er vidunderlig flabet og ikke slet så forsigtig som længere nordpå.

Det er så livgivende for hele kroppen - de slidte lemmer mæsker sig i dens varmende nærvær.

Jeg henter min dyne og pude på loftet og reder min seng. Lufter begge dunsoveposer på altanen i solen - ingen ved hvad natten bringer - om temperaturen (som ligenu siger 18 grader i skyggen) “baja zero” - dropper til under 0 i nat.

Forskellen fra dag til dag og forskellen mellem nat og dag kan være ekstrem på den her årstid.

Om sommeren er aftenkøligheden landsbyens vildeste luksus.

Jeg må op og se til den gamle vovse, Ron. Han blir 15 år i denne måned og gigten har sat sit præg på den gamle gøende hyrdehund. Nu skal vi gå tur hver dag. Han har trods alt været her al den tid jeg har kendt landsbyen, pånær det første år - 2003 - hvor jeg “bare” var en fremmed mystisk blå-øjet kvinde - der arbejdede for en katalansk bygherre i færd med at bygge et cobhus i to etager. Bar nederst og restaurant ovenpå.

Respekt kan man vinde - både fra sig selv og fra folk i landsbyer som denne - hvis man kan rejse mure af jord, sand, halm og vand med håndens arbejde time efter time i den bagende sol. Byggearbejderen (den blå-øjede, anderledes) - fik lov til at købe en ruin dengang i 2003 - for 3000€.

Nu hedder huset CasaLuna. Imorgen kommer du med indenfor, endnu engang...