Beriget...
Jeg har lige været inde i byen med Emilio... Han fortalte om de sidste beboere i CasaLuna som flyttede ud for mere end 50 år siden... Jeg vidste godt det var en fårehyrde, men ikke at familien havde 9 børn - allesammen piger... Og de var meget smukke, fortalte Emilio - "så vi drenge var tossede med at være i din calleja" (den lille afstikker af gaden mit hus ligger på)
Imorgen vender jeg næsen nordpå... hjem til efterårshygge, ild i brændekomfuret... gensyn med ungerne og de små hyldeblomster... klippe græsplæne, hente hønerne hjem fra gården... Gensyn med et land uden sin nationalskjald... Jeg er berørt over Kim Larsens død. Det sande smukke menneske. Han har levet så stærkt - også i mig selv, i børnene og nu rammes de små hyldeblomster af de smukke sange som han dedikerede sit liv til at levere i en lind strøm... Han var i stand til at synge om ALT - så vidunderligt ukompliceret - også døden. Men her blir' ikke stille omlidt, selv om himlen nu lyser for ham som det klareste rav og der blir sang og musik i de dødes land... Hans melodier er blevet til vores egne indre...
Tusind, tusind Tak for sangen ❤️🧡💛💚💙💜🖤 Pianomand...
Jeg pakker min rygsæk... Hvis bare jeg kunne tage det store glas honning med hjem jeg købte ved bagerens bil, smagen af tomaterne fra Thomás’ have på bjergsiden, de store løg der er så gode og søde, farven på den grønne flaske når solen skinner ind af altandøren på mit værelse, en kurvfuld af de små blå druer der hænger så overflods-agtigt på vinrækkerne, et par stykker af gedeosten jeg køber ved den gamle på torvet om torsdagen, lidt ler fra huset så børnebørnene kunne bygge små huse, varmen og lyset fra solen, så deres små lerhuse ville kunne tørre... - solen, bjergene, 5 liter vino tinto fra bodegaen i Sacramenia, den klare luft om aftenen, morgensolen, folkets venlighed og en kold Fanta Limón fra baren...
- men for fanden en rygsæk det ville kræve...
Og ved du hvad?
Jeg tar det hele med i erindringen som sidder og banker i hjertet... Ikke hukommelsen der sidder i hovedet - nej fornemmelsen som sidder i kroppen... Ligesom mine børn og fornemmelsen af dem - som bittesmå nyfødte, lidt større småbørn, skolebørn, unge halv- og nu hel- og velvoksne mennesker - altid vil sidde som en fornemmelse i mig - som en del af mig... ❤️ Sådan bærer jeg med mig: bjergene, landsbyen, leret, honningen, druerne, farven på den grønne flasken på gulvet... det hele...
Og jeg siger dig, sikke en rigdom at rejse hjem med uden at blive stoppet i lufthavnen med overvægtsom rygsæk...
Man er aldrig den samme når man rejser hjem som da man rejste ud...
I lørdags kom min katalanske bror og vi lagde gulv på CasaLunas loft… Jeg blandede og fyldte i spande og han hejsede op og bredte ud. Jeg siger ikke hvor meget der røg to etager op - spand efter spand efter spand efter spand…
Måske hvis vi mødes en dag, så kan jeg alligevel ikke lade være med at prale af det… Men egentlig er det ikke noget at prale af… Han har bygget et cob-hus i Galicia ene-mand - 50 tons… Og han skulle selv ned og blande og op og hejse spande… Jeg lurede godt i lørdags at han lynhurtigt fik spanden på krogen der hang i et langt reb fra loftet ned forbi første sal og videre ned til hvor jeg stod og blandede - hvis jeg ikke lige var hurtig nok til at sætte krogen på… - og hanken lå altså ned på kanten af spanden skal jeg hilse at sige…
Måneden har været fuld af oplevelser og smukke stunder... Jeg rydder op efter arbejdet, ordner huset og takke af for vinteren…
Vi ses i CasaLuna til foråret ! - og se, der er altid en morgenfrue ved CasaLuna ligemegt hvilken årstid... eller jeg ved faktisk ikke med dec-jan-feb men alle de andre måneder er der mange eller mindst én lille morgenfrue at finde...