top of page

Recicling a home



Buenos días! ☀️

Der bor en lille slange i min patio... når jeg kommer ud af hullet hvor døren skal være... smutter den behændigt ind i et lille hul i muren... Den ligner en lille stålorm og ser ikke spor farlig ud… - alligevel overvejer jeg om jeg skal stoppe hullet til med ler. Men jeg kan jo ikke vide om den er ‘hjemme’ eller ‘ude’ når jeg stopper døren til dens smuthul - og om det vil få den til at ‘flytte’ eller ‘flytte ind’ (i huset) - så indtil videre lever vi side om side, den lille 'serpiente' og jeg...

Da jeg gik tur til morgen med den gamle hund, så jeg Thomàs på vej til sin urtehave på bjergsiden, med en trillebør... han hjembringer frugt og grønt fra haven til fortæring i landsbyen... Kurve og spande havner på de store sten der ligger udenfor døren til CasaLuna... 1 kgs løg - altså løg der vejer 1 kg pr stk... agurker, peberfrugter, røde og grønne - squash og tomater... Ååh... kald ikke mere en dansk tomat for en tomat når du har smagt på Thomàs’s fra bjergsiden i landsbyen... det tåler ingen sammenligning... ingen!

Uden mad og drikke, duer helten ikke! - her er rigeligt... Kildevand og vino tinto i 5 liters kasser fra bodegaen v Sacramenia... Vindruer, pærer, blommer, figner - friske fra tæet... - og alt det grønne fra haven... Brød bager jeg selv... en lille dansk pakke gær fra rygsækken rækker til et utal af langtidshævede brød...

Jeg arbejder i huset... nogengange bliver orden til kaos...

Igår væltede jeg flere mure på 1.sal.. - det buldrede ned af trappen med adobesten, lerpuds og støv fra hundrede af år...

Og ved du hvad?

Jeg rydder ikke engang op i det kaos... det orker jeg simpelthen ikke - Nej! - jeg giver mig til at bygge og konstruere og skabe...

Hver gang min spand er tom går jeg op til mit nedbrydningsscenarie og fylder min spand med kaos - og vand... CasaLuna vand fra hanen... Jaja, man har jo eget vand nu i huset!

Så står det i blød der, mit nedbrydnings-kaos, og efter nogen timer har jeg det bedste byggemateriale til skabelse af nye bløde vægge og smukke buer i CasaLuna... Den perfekte blanding af jord, ler, halm og en enkelt lille barnesko fra år 18-hundredeoggrønlangkål, - med garanti for styrke og minimum 200 års holdbarhed... ikke bare testet, men allerede afprøvet og bestået... hver eneste spandfuld...

Jeg bygger et hus for de næste to-trehundrede år eller mere. Det er godt at vide at man har husly hvis man skulle gå hen og blive rigtig gammel... - eller til efterkommerne... alle hyldeblomsterne og deres tip- og oldebørn...

Det hedder 'recycling' og er bæredygtigt udover alle grænser... helt bogstaveligt - Bæredygtigt...

I aften stoppede arbejdet lidt før beregnet... en ny lille arbejdsulykke... (vi holder os til de små hyggelige i CasaLuna)

Jeg var ved at rykke de gamle gulvbrædder op på 1. sal med mit store koben... fuld gas og så slap brættet og hoppede en halv meter op i luften og landede på mit venstre lår... og det er hvad det er... hvis bare ikke det lige havde været for en af de der gamle håndstrikkede, hjemmeavlede, søm på 10-15 cm som stak ud og borede sig gennem mine højtelskede vanvittig praktiske Fjælræven Keb bukser og et par cm ned i mit lår...

Fuck de gamle smukke hjemmesmedede spir!

Ikke mere arbejde idag... et vink med en vognstang - hjem og drage omsorg for den flittige krop... Her i Spanien har vi det goe gamle svi-jod, så kan man da mærke når man rammer ned i hullet...

Go tirsdag - husk at drage omsorg for dig selv og din krop. Du kan være stensikker på at den gør alt hvad den kan for at tjene dig, udfra de omstændigheder og betingelser den har...

Omstændigheder og betingelser er dín afdeling, i det ydre som i det indre, så er du ikke tilfreds med dens ydeevne, så må du se på hvad du kan gøre for kroppen, når nu den gør alt hvad den formår for dig...

Kærlighed til dig fra CasaLuna og landsbyen 😘


bottom of page