Landsbygaverne har ingen ende...
Patioen er ryddet for meterhøjt ukrudt, alle de gamle halve tagsten og klinker er smidt ud, niveauerne er jævnet ud med jord fra stumper af adobesten, stensætningen er ændret... Nu ser jeg den smukke helhed for mig og hvor den udendørs bruser og blomsterkrukkerne skal være. Spisekammeret har taget en ny form med mere hyldeplads. Væggene ovenpå begynder at hænge sammen i ét stykke.
Hele byggemarkedet er samlet i den gamle fårestald / kommende stue, så næste etage gulv/loft kan brækkes ned når det øverste er lagt. Bag indgangsdøren vokser en reol frem til sko eller andet...
Vinduesrammen ovenpå er taget ud af sit hul og jeg må afsted og finde pris og leveringstid på et nyt vindue til mit soverum.
Landsbygaverne har ingen ende. Tomater, peberfrugter, løg, hvidløg, pærer, agurker, kartofler og de bedste blommer jeg nogensinde har smagt vælter ind og jeg spiser og spiser og bager brød til tak.
Snart kan jeg genoptage morgenturen til kilden efter drikke-vand efter en tur på skadestuen og et par dage i sengen med en forstuvet fod (“arbejdsulykke under flytning af “byggemarked”) ☺️
Jeg er lige midt i min drøm CasaLuna ❤️
MODSTAND
Jeg havde nogen urgamle nedarvede forestillinger om at jeg skulle yde mig halvt ihjel før jeg kunne nyde... faktisk rakte min værdighed ikke langt nok til at jeg kunne nå frem til virkelig at turde sætte mig ned og nyde...
Jeg havde nogen urgamle nedarvede forestillinger om at jeg skulle lide for at fortjene noget som helst...
Egentlig var jeg altid i mangel fordi jeg aldrig vidste om jeg havde ‘lidt’ nok til at begynde at fortjene nogetsomhelst...
Jeg havde en urgammel nedarvet forestilling om at det ville koste slid og hårdt arbejde hvis jeg ville opnå en drøm...
Egentlig var den urgamle nedarvede forestilling at drømme var uopnåelige uanset slid og hårdt arbejde i rigelige mængder... så når jeg rent faktisk havde slidt mig til en drøm, gav jeg den væk fordi det slet ikke passede med de urgamle nedarvede forestillinger jeg rent faktisk ikke vidste jeg havde og som derfor var selve min identitet... den jeg var.
En af mine drømme var at omskabe en spansk ruin til et unikt lille hjem.
Jeg arbejdede og arbejdede uden at vide hvor jeg skulle ende eller begynde. Drømmen var jo alligevel uopnåelig, men af en eller anden grund har det aldrig fået mig til at sky det hårde arbejde...
Inden jeg tog afsted denne gang var jeg skræmt ved tanken om det hårde arbejde der ventede...
Så skræmt at jeg gav mig selv lov til at tænke at jeg også havde muligheden at give op..
Udradere drømmen om at gøre huset i stand..
Jeg var simpelthen kommet til at holde nok af mig selv til at turde tænke tanken: At give op.
Jeg var nødt til bare at beslutte at tage afsted og passe godt på mig selv og give slip... uvidende om hvad der så ville ske..
Den første dag satte jeg mig ned ned i mit hus og gloede. Det var hvad jeg havde brug for...
Huset var blevet et andet hus...
Pludselig så jeg alt det som var lavet istedet for alt det som endnu skulle gøres... Jeg så mulighederne og ikke begrænsningerne - so to speak..
Mit fokus havde flyttet sig fra at se arbejdsbyrden i huset til at se alt det som er skabt gennem årene i kærlighed til CasaLuna.
Næste dag begyndte jeg at arbejde roligt der hvor jeg havde mest lyst til at gå igang...
Noget var fuldstændig forandret.
Jeg opdagede at drømmen ikke længere var noget som vinkede til mig fra fremtiden på den anden side af arbejdsbyrden.
Drømmen er NU, og jeg er midt i den. Lykkelig og ubelastet af mine egne tidligere forestillinger...
Huset står her med al sin kærlighed, det ER CasaLuna, min drøm. Og jeg står midt i den. Eller sidder og glor, hvis det er det jeg har brug for...
Nu arbejder jeg på den feminine skabende måde videre på alt det som allerede er gjort istedet for at knokle på den maskuline måde med fuld gas indtil målet er nået. Jeg har altid arbejdet på den maskuline - nå målet hurtigst muligt - måde. Også når det var i et uoverskueligt og kollosalt tomrum af alt det som skulle gøres.
Noget har bevæget mig fra den maskuline yde yderlighed inde i mig selv, til den feminine skabende inderlighed.
Det eneste der eksisterer er det jeg gør lige nu, midt i min lykkelige CasaLuna drøm...
Når jeg arbejder på den måde - istedet for at jagte et mål... en forestilling om hvor jeg skal nå hen hvornår... så indfinder drømmen sig i samme magiske øjeblik - selv om huset ikke står her fixt og færdig.
Jeg har jo tag over hovedet, varmt bad, køkken, mad og en dejlig seng i et andet hus i landsbyen - mine behov er opfyldt, alle, hvis bare jeg tillader mig selv at skabe istedet for at knokle...
Modstanden var en forestilling.
Modstand skabes af vores egen (urgamle nedarvede) frygt...
Frygt for ikke at få det vi ønsker... som for det meste er en forestilling om noget andet end det vi har
Frugt for ikke at nå derhen hvor vi gerne vil være... som for det meste er en forestilling om et andet sted end der hvor vi er...
Nogengange må vi turde give op, give slip og overlade resten til livet selv - uden forestillinger om hvordan hvad skal gå og hvorhen og med hvilket udfald eller udkomme..
For at få det liv som venter på os på den anden side af al den urgamle nedarvede frygt.
Erstat al frygt i dit liv med kærlighed. Bum! Så skal du bare se løjer ❤️
Og NEJ, det er ikke umuligt.
Og JA, det kan lade sig gøre.
Også for DIG uanset hvor mange frygtsomme forestillinger du har skabt om dig selv og dit liv eller nedarvet fra urgammel urtid...