Jeg savner min Charlie
Jeg savner min Charlie.
Han var bare altid der ved siden af mig - sådan lidt som en fri fugl. Vi var mere kollegaer i mit liv end hund og "herre"...
Selv når friluftsvejlederuddannelsen formidles på fb og der tilfældigvis er et 10 år gammelt billede fra vores hold 07/08 - er han med på billedet...
Jeg tror slet ikke jeg turde mærke hvad det ville betyde for mig, der da den svære beslutning bankede på...
Pludselig opdagede jeg at jeg er holdt op med at gå tur... Jeg tror jeg har undgået det... fordi det ville føles alt for tomt. Ingen vovse der stod fremme ved det næste T og spurgte hvad vej vi skulle... Så hellere blive hjemme. Først undskyldte jeg mig selv med at jeg ror kajak nu - men for fanden... jeg ror jo ikke kajak 2-3 gange om dagen, som da vi gik tur, mig og min Charlie...
Vi snakkede ikke så meget sammen, men vi 'tænkte til hinanden' næsten hele tiden. Lissom når fårene skulle samles.
I 11 år har vi gået ved siden af hinanden og tænkt til hinanden.
Jeg tror hans hundesjæl stadig går ved siden af mig... men hans fysiske udtryk var så varmt og så smukt... som en af hans bedste veninder skrev igår: "Tænker tit på ham. Det mest stille og hensynsfulde væsen" - det er hun forøvrigt også selv.
Og nu græder jeg fordi jeg savner min Charlie... ❤️ Hans fysiske udtryk
Nu går jeg ud og nyder alle de andre livs-mirakler....