At bryde mure ned...
Jeg sidder på øverste trappetrin til loftet, som ikke er der mere, på trappen som skal fjernes...
Der er liv i det gamle hus. Når vi placerer en smuk ny, (gammel) støttende bjælke, sukker det og gir sig - og beder om den næste et andet sted...
Vi måler op til vinkeljern og fladjern som kan koble de bærende elementer sammen - også de slidte men brugbare... så huset kan finde tilbage i sin egen sikkerhed med sig selv. - - Blive til en selvbærende enhed...
Jeg arbejder selv på at genetablere forbindelserne mellem kroppens dele og blive til et helt menneske som kan finde sikkerhed i sig selv...
Vi har noget til fælles, huset og jeg...
Ligenu må jeg tage den med ro. Mine hænder har midlertidig mistet forbindelsen til deres egen styrke. Jeg bager brød (det som ikke skal æltes men som samler kraft til smagen, holdbarheden og den perfekte ‘krumme’ mens det står i køkkenvinduet i Davids hus natten over) Jeg farver påskeæg m løgskaller og forærer Ludi en buket forårsgrene med dem dinglende i deres snore... Jeg skifter mellem arbejdsopgaverne i det smukke hus som kalder med sin skaber-glæde dag og nat... pudse vægge, vælte andre, mure understøtning om den fine nye stolpe m de gamle solide adobesten, sømme riste på loftet, ligge på madrassen i patioen og nyde solen... tænke, tænke, tænke i planer for CasaLuna.
Hun fortæller selv, hen ad vejen, hvad hun vil... Det vokser ligesom frem... her skal trappen være... Nu står vi jo på det som bliver loftet i det lille badeværelse... Hvis vi lader de tykke bjælker stikke ud her... er der noget at bygge svalegangen til patioen på, så der ikke skal være stolper ned i stuen...
Faktisk er det mere at ‘opleve’ end at 'tænke' i planer... At se muligheder, få ideer og slippe igen... så fortæller det gamle hus selv hvad hun vil...
Nu har hun stået så tålmodigt her i 200 år... så hvis hun ikke selv skulle have en stemme - så ved jeg da ikke hvem der skulle? - Eller jo, mig der skal bo her, selvfølgelig...
Jeg har bestemt mig for at indrette huset til mig selv og til mine børnebørn når de rejser m mormor til CasaLuna... den midterste generation har så travlt med alt muligt andet... så når ungerne får plaget dem til at komme, så må de sove på loftet...
Kan du forestille dig tilfredsstillelsen ved at bryde en mur ned, lersten på lersten - lige her inden siestaen - og stable dem fint så de er klar til en ny mur?
Mørtel...? - det skal bare sættes i blød det gamle... så er det klar til et bygningsværk til de næste 200 år... Sådan er det!
Måske skulle man overveje at bryde nogen af sine egne gamle indre mure af begrænsninger og forestillinger ned... og skabe lys og luft til nye udgaver af sig selv?
Måske er det som jeg går og gør...