Vores egen styrke...
Nogengange må man bryde ned - før man kan bygge op...
Det er en go ide at afdække den bærende kraft. Hvis den ikke har haft de bedste kår gennem tiden må man understøtte, kompensere og måske udskifte eller tilføje - noget af -eller til den inderste vigtige konstruktion.
Man må lære sit hus at kende. Kikke ud hvad det egentlig er som bærer det hele...
Nogensteder i mit hus, har de vigtige bjælker slet ingen understøtning. Huset står og bliver stående.
Det er lissom os mennesker. Selvom vi mister det vi troede vi ikke kunne undvære, er der altid en vej igennem - og det vi forestillede os der ville vælte os, ender med lære os noget om vores egen styrke.
Jeg bryder små stykker af vægge ned, bærer adobesten ned ad trappen og stabler dem efter størrelse og jordfarve. De kan bruges til nye vægge...
Jeg samler stykkerne fra det yderste fine pudslag op - bærer det i spande ned og fylder det i en tom olietønde. Det kan bruges igen...
De grovere stykker der har fungeret som mørtel mellem adobestenene bærer jeg ud og lægger i en bunke i patioen. Spand efter spand efter spand...
Det tykke lag ler fra gulvet, som klinkerne har hvilet i, får sin egen bunke.
Det kan altsammen bruges igen.
Jeg er ved at sortere byggematerialer og CasaLuna etablerer sig selv med sit eget indre byggemarked i det rum der i tidligere tider var fårenes. Alt er gratis.
Der blæser en pivkold vind. Solen skinner.
Til morgen gik jeg sammen med hunden op til kilden efter drikkevand. På vejen ned tog vi brænde med fra den bygning øverst i landsbyen som rummer hund, redskaber, værktøj, hvidløg, brænde mm...
Det bliver godt en dag at sidde i CasaLuna og glo ind i ilden i Rumford pejsen - når stuen ikke længere behøver at være hverken fårestald eller byggemarked men bliver stuen til fruen... 🙂
Jeg nyder rejsen... spand efter spand efter spand...