Tilhørsforhold
Hvorfor er det jeg næsten kan drukne i følelser?
Hvor kommer de fra?
Hvorfor bor de inde i mig og vil ud?
Den mest overvældende af dem alle som kan ramme og næsten slå bunden ud mig er manglen på tilhørsforhold... Måske kender du den? Jeg kan næsten blive til en gennemsigtig heliumballon uden snor der suser rundt i universet og leder efter et tilhørsforhold… et anker - en hjemstavn - en stamme - et “hjem” - et lille hus i mørket med lys i vinduerne hvor jeg altid er ventet og vil blive inviteret ind i varmen... en cirkel af mennesker omkring et bål hvor min plads står tom og venter på mig. Lige præcis mig og ingen anden end mig…
Andre ser måske på mig og tænker ‘heldige kvinde m tilhørsforhold til sine egne 5 vidunderlige voksne børn og 8 ligeså vidunderlige børnebørn - og hun har endda sit eget lille ulve-slot, et lille blå hus v fjorden og skoven, huset og landsbyen i Spanien, en extra familie og mere end det…
Og ja, det har jeg og det er virkelig vidunderligt alt sammen - alligevel rammes jeg af en altædende udhulende følelse af mangel på tilhørsforhold…
Jeg kan vælge at føle mig som offer for alt det i mit liv der slog min evne til at høre til i stykker... Alt det der fik mig til at gå solo... Men nej, jeg er ikke et offer for mit liv. Jeg er selve livsgaven i mit eget liv.
Alt det der er hændt er hændt for noget. Jeg er den jeg er, og jeg ønsker ikke at være nogen anden end mig...
At få leveret så massive mængder af ‘mangel på tilhørsforhold’ - skubber uundgåeligt en proces i gang som handler om at finde mit eget tilhørsforhold i mig selv. Sikke en gave!
Måske handler det om det for os allesammen - at få øje på den altid udstrakte hånd fra sjælen der konstant tilbyder os muligheden - at turde vælge os selv og stå ved alt hvad vi er...
Finder vi tilhørsforhold udenfor os selv og mister det indeni, eller glemmer at finde det… er vi i fare for at miste vores eget dybeste, inderste.
Det kan føles så trygt og sikkert at love hinanden tilhør på medhør - men er formålet at søge i sikkerhed for den mangel der er i os selv, så har kærligheden trange kår og vil med al sandsynlighed overdøves af frygten der ligger under alt hvad man gør og siger og hører den anden sige. Kærlighed trives på kærlighed.
Måske er vores egen sjæl det lille varme gæstfrie hus - evigt afventende vores ankomst og ophold med lys i vinduerne, varme i komfuret og kaffe på kanden… Vi kan låne lys af hinanden på vejen hjem men måske er vi dybest set vores egne fyrtårn i storm og mørke der altid kaster et lys ud på vejen med tilbud om at vi kan vende hjem til os selv i os selv - hvis alt andet svigter…
