Lods ombord...
Måske er jeg ikke den rette til at skrive om tillid, - eller er jeg ? Jeg ved hvordan det er ikke at ha den. Jeg har ikke vidst jeg voksede op foruden. Jeg har jo bare været mig. Nu hvor jeg skal lære tillid, ser jeg hvordan det er når man ikke ejer gnisten af den. Relationer er ingen konstant størrelse. De kommer og går, de dør og genopstår, dør og genopstår eller også genopstår de ikke. Der er sjældent tryghed. Måske et glimt som kan være væk i næste øjeblik. - Og sådan er det bare.... Relationer forsvinder som sand mellem mine fingre hver gang jeg ikke kan mærke dem. De er væk for stedse indtil de genopstår i form af en ny kontakt som indeholder et nyt bevis på at den anden vil mig, vil være i en relation med mig. Det er anstrengende, altid ikke at regne med noget som helst. Jeg ved der er mennesker jeg er i relation med, men hvis jeg ikke for nylig har set et bevis på at relationen eksisterer, er den annulleret inde i mig. - Og sådan er det bare.... Siger nogen til mig: "Du er betydningsfuld for mig !" - Så er det rigtig fint ! Det blir jeg meget glad for, men hvis jeg selv har brug for relationen 5 minutter efter, kan jeg sjældent benytte mig af den, - tage kontakt... Systemet er sådan, - at fordi jeg havde betydning for den anden for 5 minutter siden, så er det ikke sikkert jeg har nu. Eller jo, det er næsten sikkert at det ikke gælder mere... - Og sådan er det bare... Det er anstrengende ikke at have tillid. Det er anstrengende specielt fordi jo større mit behov er for at mærke relationen, jo mere umuligt er det at tage kontakt, måske fordi den afvisning jeg forventer bliver farligere og farligere at stå model til, jo mere jeg har brug for en andens nærvær, hjælp eller støtte, Det må være anstrengende at være i en relation med en der ikke har tillid. Jo tættere relation, jo mere anstrengende, selvsagt ! Al den tillid og oplevelse af tryghed som mennesker med tillid samler sammen og bygger videre på, alle de goe oplevelser, oplevelser af at blive forstået, blive rummet, kunne gi og tage imod, at stå op for hinanden etc. Alt forsvinder i samme sekund der opstår en situation med selv en diminutiv detalje af noget der kan vække den altid iboende tvivl på om det nu er rigtigt at alt er godt, - at man kan have tillid.
Tvivlen søger konstant heftigt efter beviser på sin egen berettigelse og tillidens undergang.
At lære tillid er angstprovokerende ud over alle grænser. Måske går rejsen tilbage gennem oplevelserne / årsagerne til at den medfødte tillid til verden og mennesker gik istykker eller aldrig blev etableret... En rejse der synes lisså farlig som dengang eller de gange tilliden led de alvorlige skibbrud...
Jeg har lods på min farefulde færd, så jeg ikke farer vild i et anfald af sygelig angst... så min rystende hånd ikke er den eneste på roret gennem fortidens orkaner.... så jeg ikke mister kursen når tårerne står mig i øjnene eller frygten desorienterer mig. En lods der har sejlet med på en hel del menneskers farefulde rejser hjem til deres egen sikre havn....
