Værdighed til livet

Er jeg et voksent, viist, kærligt og nærværende menneske ? Er jeg helt igennem forhudlet og uden tro på min værdighed til livet ? Vil jeg i virkeligheden ha særstatus, være den bedste og den eneste ? Er jeg en lille møg-unge i vrede over at min psykolog er min psykolog og ikke min far ? Er jeg et indsigtsfuldt menneske med mod til forvandling ? Er jeg gennemsyret af en tusindhovedet angst for at nogen vil mig det godt ? Hviler jeg i mig selv eller er jeg forkrøblet og med uoprettelige skader på sjælen ? Er jeg stærk og fuld af fred eller er jeg ude af stand til at holde mig selv oprejst uden at stå i læ af dig ? Er jeg hjælpeløs ? Viser jeg tillid eller zapper jeg forvirret rundt imellem vrede og fuldstændig afmagt. Jeg havner i afgrunde der fylder hele min virkelighed. Jeg blir væk for mig selv. Indimellem fordyber jeg mig i ro med arbejdet på gården, en nyfødt baby, opdager at angsten for de store heste er ved at falme, kærligheden til dem lyser den væk, - pludselig vågner jeg med et spjæt og tjekker i panisk angst om jeg er forladt, har mistet mit rum hos dig.... For straks efter at hvile i det og føle mig rolig men tom fordi jeg ikke længere kan huske hvad det hele går ud på, men der blir jeg så bare lidt, - jeg blir der lidt - uden at vide hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen... Eller hvem du er og hvad det er for en vej du vil gå med mig og hvorhen......

Billeder fra Peru' 098.jpg