Alene i storm

9 dage alene i stormen er lang tid. Jeg ved ikke hvordan det blir fra næste gang og til næste gang. Jeg ved jeg sidder og vil ikke tale om min onkel, men tag ikke fejl. Indeni er det: videre, videre, videre. Jeg angriber sagen fra alle mulige vinkler. Jeg rammer tidspunkter hvor du må være omkring mig. Tjekker ind. Dit blik siger ikke: "hva fanden har du gang i ? eller - Er du blevet skingrende sindsyg ?" Det "ser" - Anerkender - måske ? Jeg tror på det, og tjekker ud og fortsætter. På en måde er det en fuldstændig syret og farlig cocktail. Jeg har brug for at blive set. Som dengang. Jeg er ikke tæmmet, slebet og tilpasset. Jeg er vild. Jeg har overlevet vild, og det er jeg glad for. Jeg ved ikke hvad jeg mener med det. Det er noget med min styrke. Mit mod. Jeg snakker om at min tillid er flygtig, skrøbelig. I virkeligheden er den tillid jeg viser dig en kraftpræstation af format. Efter min skala. Selv fatter jeg nærmest ikke at det virkelig lader sig gøre. Hatten af for dig og dit hjerte. På en måde er jeg stadig en fugleunge der ligger klasket ned på jorden og gisper efter overlevelse. På den anden side er jeg stærk, u(be)høvlet ikke finpudset, måske endda uspoleret. Jeg tror på kærligheden som den højeste guddommelige sammenhængskraft i universet. Den eneste sammenhængskraft og det eneste efterstræbelsesværdige. Frygten findes ikke. Frygten er som mørket. Uoplyst lys. Uoplyst kærlighed. Tag et lille lys med ind i et stort mørkt rum. Forsøg at tage en håndfuld mørke med fra et mørkt rum ud i lyset !!! Måske er jeg for dybsindig, måske er jeg for højtravende. Jeg er ligeglad. Når jeg skriver det her, finder jeg endelig lidt ro - Måske er jeg for meget. Men jeg kan mærke kærligheden til mine børnebørn hvert sekund som lyslevende pulsslag. Jeg kan "holde dem" med en levende kraft i mit indre - uophørligt. Det vil jeg ikke af med igen. Dybtravende, højsindigt eller ej !!

79 copy.jpg