Vrede og tillid

Jeg er vred.

Er det klippede kabler der pludselig igen bliver strømførende og hænger der i luften og sprutter gnister, søgende efter et andet kabel de kan forbinde sig med så der blir kontakt og jordforbindelse ? Ups mit "vrede" kabel blev koblet på "min psykolog" kablet. Ups. Hvordan får vi det nu klippet over igen uden selv at blive strømførende ?

Det her er virkelig sprængfarligt stof. Jeg er rædselsslagen for at vi lander på at jeg er utilgivelig forkert. Jeg er stensikker på at det er mig der er utilgiveligt uopretteligt forkert.

Tilliden er væk. MEN, der er noget mystisk der florerer i tågen under den kuldsejlede tillid - jeg ser ikke helt hvad det er. Det opstod da vi lavede “ingenting”. Jeg ved ikke hvad det er. Jeg ved ikke hvad det består af. Endnu kan det vise sig at være af et materiale der smelter ned når det dukker ud af disen. Jeg satser. Jeg ved ikke hvad der sker hvis satset var forkert. Jeg har et billede. Det er det næste. Det er en ny "konflikt" - vist ikke mellem os, i mig. Min angst for at ramme grænsen for hvad jeg magter at holde styr på. Min angst for at forlade mig på at platformen ikke bryder sammen, for at opleve at den bryder sammen. Eller at jeg ikke fik taget kontakt til nogen inden jeg nåede grænsen.

Det jeg skriver nu. Hvis det når til dig. Jeg er pludselig alligevel i tvivl om risikoen vil være for stor. Lige før mens jeg skrev, var jeg skråsikker -

Hvis det her når dig, vil jeg tro på at den substans der så mystisk florerer i tågen under den kuldsejlede tillid, er en platform som jeg allerede kan nå m tåspidserne. En platform af et andet materiale.

Endnu ved jeg ikke hvad det er. Jeg ved bare at hvis det ikke var der. Så ville jeg ikke engang skrive det jeg skriver. Så ville det at skrive det i sig selv være for sprængfarligt. Jeg ved at når jeg skriver det og regner m at det skal nå frem. Så må det være noget af værdi, det jeg kan nå med tåspidserne, det jeg står på. Ellers ville jeg konstatere at min tillid endnu engang viste sig at være naiv. Tage pænt imod en ny tid, velvidende at jeg aldrig mere ville sætte mine fødder i det rum. Halen mellem benene og væk.

95 copy.jpg