Min egen anerkendelse af mig selv

Hun klyngede sig til rebet, hun læste for sit indre blik ordene : “.... tage ansvaret. Det kan du ikke. Du kender ikke de farvande du sejler i. Jeg kender en del til de farvande.......” Ordene fritog hende.

For hvad ? Hun var sikker på at rebet hun hang i ikke ville briste.

Anerkendelse. Handlede det om anerkendelse ? Var hele hendes “flash back” iscenesat for at hun skulle se, mærke og anerkende hvad der havde rørt sig i hende. Anerkende alt det hun havde følt som “forkert” ?Anerkende at det havde styret, og at det var ok. ? Hvor lang mon listen var med dele af hende selv, der aldrig havde fået hendes anerkendelse, og som nu blev vist frem til gennemsyn ? At forstå med hovedet var ikke nok. Der skulle mere til før hun kunne hakke af i feltet “anerkendt” ! - fortsæt venligst videre til næste punkt !

Hvad var det der skulle til før hun kunne anerkende ? Hun vidste det ikke !

Klart havde man behov for andres anerkendelse, så længe man kæmpede med sin egen mangel på samme.

Hun tænkte på det hun havde skrevet på det lille kloster på bjerget om sommeren. Først da hun var ved at smide den lille notesbog væk som hun havde haft med i sin rygsæk, så hun betydningen af det. Hun havde rykket siderne ud og gemt dem.

At føle mig afhængig af andres bekræftelse - velvilje - forgodtbefindende - Jeg blir sårbar når jeg oplever at andre ikke viser mig velvilje. Min oplevelse er ofte forvrænget af min frygt for ikke at blive accepteret - rummet - holdt af - værdsat. Modpolen hertil er at være indbildsk - at bilde mig ind at jeg er mere elsket - holdt af - værdsat end den faktiske situation indeholder - disse to sider er omvendt ækvivalente - VAR !!

Jeg tror ikke længere at jeg er afhængig af andres velvilje eller kærlighed til mig. Jeg føler mig ikke længere afhængig af andres mening, velvilje - kærlighed til mig eller det jeg foretager mig. Jeg føler mig stærk og fri - Jeg leder ikke længere efter bekræftelse fra andre. Jeg forsøger ikke længere at opnå andres velvilje eller kærlighed. Jeg oplever det ikke længere som et problem hvis andre ikke lever op til / indfrier mine forventninger til deres velvilje - kærlighed - anerkendelse. Jeg er ikke længere afhængig. Jeg er ikke længere påvirkelig af andres humør og meninger, ej heller i forhold til hvem jeg er eller hvad jeg foretager mig. Jeg er fri, stærk og tør være sårbar, og vise min sårbarhed. Sårbarhed er et menneskeligt træk. Sårbarhed er knyttet til forventninger til andre som ikke indfries. Hvis andre sårer mig, eller ikke indfrier mine forventninger til dem, har det ikke nødvendigvis noget med mig at gøre. Når jeg forstår at andres humør, meninger og forgodtbefindende udelukkende har noget med dem selv, og ikke mig, at gøre - behøver jeg ikke længere at have forventninger til deres handlinger, meninger og humør. Når jeg ikke længere har bestemte forventninger til andre er jeg ikke længere sårbar overfor deres opførsel / handlinger eller mangel på samme.

Jeg tror ikke længer andres handlinger, humør, velvilje og forgodtbefindende har noget med mig at gøre.

Jeg føler mig ikke længere sårbar overfor andres humør, handlinger og velvilje eller mangel på samme.

Jeg hviler i min egen og universets kærlighed til mig og er ikke længere sårbar overfor andres humør, handlinger og velvilje.

Puig de Maria, Pollenca, Mallorca